Jeg hedder Gitte Roslund og udover at skrive ”Tvind Nyt”, er jeg socialrådgiver på Tvind. Jeg elsker mit arbejde, hvor jeg er sammen med eleverne, så meget som overhovedet muligt. Hvis jeg skal samarbejde med dem og hjælpe dem med at komme videre i ”systemerne”, skal jeg have et vist kendskab til dem. Det er typisk ikke lange snakke over bordet på mit kontor. Det er i fitnessrummet, på en kort gåtur på vej til frokost, en snak ved hestene eller et besøg i skolestuen.
Ofte kan et smil over frokostbordet være nok til at skabe og vedligeholde en relation. Min dør er altid åben, og eleverne ved at de kan komme ind og snakke, når de har lyst. De ved også, at jeg er til rådighed to gange ugentligt til fitness, og der bliver jeg ofte opsøgt—udover at tale om deres liv, kan de spørge ind til ”deres sag” på jobcentret eller ved UU. Hvis der er behov for snak og guidning, går jeg gerne en tur med dem, da ordet ”møde” kan få dem til at løbe skrigende væk.
Når vi går ture i den dejlige natur i området, bliver tankerne luftet, og eleven har tid og rum til at finde ud af, hvad det egentlig er de vil. Hvis vi sidder overfor
hinanden, og skal samtale på kommando, er det svært…
Som enhver anden socialrådgiver har jeg en masse skrivearbejde også -og det er jeg glad for. Men hvis en elev står i døren og gerne vil snakke, ja… så bliver skrivearbejdet udsat til samme aften eller næste dag. Hvis man vil arbejde på et bosted, skal man elske at have 100 bolde i luften på en gang og ALTID have tid til eleven.
Hvis du misser en åbning til elevens indre, ja, så kan den åbning være lukket for evigt. Jeg har aftaler med flere elever om gåture en gang ugentligt, hvis der er brug for det. De ved at de kan bruge denne ”ventil” ved behov. Hvis de ikke har brug for det, får jeg en SMS fra dem, hvor de aflyser. Ellers dukker de op i døråbningen – jeg griber jakken, og vi går en tur sammen.
“De opfører sig ikke ”dårligt” fordi de vil.
De opfører sig som de har det indeni.
Så hvis de opfører sig ”dårligt”, er det fordi de har det dårligt!”
I formiddags gik jeg en tur med en elev. Først går vi i tavshed igennem skoven, og da vi kommer til en brændestabel, sætter vi os ned. Eleven trækker to dåsecolaer op af vindjakken, og jeg tager imod den ene, imens jeg forsøger at ignorere fugten fra brændestablen, som inden 30 sekunder, gennemvæder min buksebag. I et stykke tid, hørtes der ikke andet end fuglesang, skovens puslen og slurk fra dåsen. ”Nå”, siger jeg – ”var det en god weekend?” Eleven sukker, drikker lidt cola og siger så: ”Det er svært… når jeg er her, ved jeg godt at jeg skal hænge i og lære noget… men når jeg er hjemme ved min familie, er det svært at sige nej. Jeg siger bare ja ja ja og så ender det i noget værre lort.” Vi får en god snak om mønstre og om at bryde ud af den dårlige cirkel, at turde at sige nej og at turde sige ja.
Vi taler om, hvorfor det er nemmere at opføre sig godt her på stedet, og så svært når man er på hjemmebesøg. Eleven taler mest, jeg lytter og kommer med uddybende spørgsmål. Sagen er dog klar – Vi tror på eleven og agerer overfor ham på en sådan måde. Elevens familie har et helt andet livsmønster, og behandler ham som de altid har gjort, da de ikke ser forandringerne. Det betyder, at eleven opfører sig som familien forventer, når han er
på hjemmebesøg. Eleven opfører sig ikke ”dårligt”, fordi han har lyst. Han opfører sig som han har det indeni. Så når han ”opfører” sig dårligt ,når han er på hjemmebesøg, er det fordi han har det dårligt.
Spørgsmålet er så, om vi kan ændre på det? Vi kan i hvert fald blive ved med at tro på de unge og guide dem på
livets vej. Vi kan HÅBE og TRO på at de selv finder vej i deres liv. Den første forudsætning er, at de kan fortælle om
deres følelser og håndtere dem.
Disse svære tanker om familien og dennes fortid og nutid, blev åbnet den dag i skoven; med hjælp fra en god og
stabil relation, tillid til stedet, skovens dybe ro og med en dåsecola til at bryde isen.
