Maden er på mange måder en vigtig og central del af livet på Tvind og i den uddannelse som de lærerstuderende på DNS tager. ”En lærer skal kunne lave mad – rigtig mad” er let at forstå, når vi ser, hvilken betydning det har for mennesker, ikke kun rent overlevelsesmæssigt men også kulturelt og socialt.
Mad socialiserer
De daglige fælles måltider er et samlingspunkt, hvor maden nydes over lange og gode samtaler, hvor vi mødes på tværs af de forskellige sociale enheder på Tvind. For mange af eleverne på Tvind er det et fast holdepunkt i hverdagen, dér hvor man kan få aftalt en badmintonkamp eller få udvekslet et par ord på sit modersmål eller lægge mærke til, hvem der nu er kommet tilbage til stedet efter en tur til udlandet.
Den fælles madordning på Tvind er et socialiserende pædagogisk redskab og de studerende på DNS udgør en vigtig del i den daglige drift af det fælles køkken. DNS holdene laver på skift mad sammen med kokken, hvilket betyder at de i løbet af uddannelsen får sig rigtig mange erfaringer med at lave god, nærende og klimavenlig mad til mange mennesker.
Mad til mange
De DNSere som har mod på det, har derudover mulighed for at tage ledelsen af køkkenet og madproduktionen til en af de store årlige begivenheder, hvor der produceres mad for op til 500 mennesker. Det er for eksempel den store sportsbegivenhed ”OL på Tvind” eller den traditionelle Vinterkoncert hvor både orkester, kor og frivillige skal have lækker mad både tidligt og silde. Der skal god ledelse, overblik, organisering og meget mere til for at løfte en sådan opgave.
De 9 H ‘er kan bruges i alle de sammenhænge, hvor der er behov for rammer rundt om eleven, samt i de situationer hvor eleven kan blive udfordret at udefrakommende ting. Det giver en enorm ro for eleven at vide præcis, hvad der skal ske. Denne ro smitter af på omgivelserne og hele klassen kan tydeligt mærke det.
Mad under ydmyge kår
På rejse i bus gennem Vestafrika får maden en helt anden betydning. Her møder DNSerne en helt anden virkelighed, end den vi kender i Europa. De møder mennesker som kæmper for at have råd til et måltid om dagen. De oplever hvad det vil sige at ikke bare kunne gå ned i supermarkedet og købe lige de varer man har lyst til. De lærer også hvad der skal til for at lave mad under simple forhold, på et lille gasblus i det køkken de selv har bygget i bussen.
Mad og læring
Vigtigheden af at spise god og sund mad med den rigtige ernæring er også noget som indgår i de fag DNSerne studerer. Vi ser dette som utrolig vigtig viden for kommende lærere. Madlavning bruges også som en social begivenhed. Til familie- og forældreweekend er der tradition for at DNSerne med deres familier samles i køkkenet og laver traditionel mad fra de mange forskellige lande som så nydes til en festmiddag. Andre gange laver vi grøn middag, hvor vi inviterer venner og naboer til et lækkert måltid, med oplæg og diskussioner om hvordan vi kan skabe en bæredygtig fremtid.