af Maksim Ivanov, studerende på Det Nødvendige Seminarium
Som et led i min uddannelse på Det Nødvendige Seminarium på Tvind, har jeg i de seneste 10 måneder været i praktik som lærerassistent, hvor jeg har undervist specialelever på Friskolen Helios.
Min tid på skolen vil for evigt være en uforglemmelig oplevelse. Arbejdet har udfordret mine idealistiske synspunkter på både uddannelse generelt og min uddannelse i almindelighed. Det har tvunget mine tanker til at blive mere modne og sammenhængende.
Fra det første øjeblik, jeg kom ind i klasseværelset, var den største opgave at etablere et forhold til eleverne. Vi tager ofte menneskelige egenskaber som tillid for givet, men ikke alle er vokset op i et miljø, som kunne udvikle det. Efter at have gennemgået forskellige udfordrende og sjove oplevelser sammen med de unge, begyndte vi at forstå hinanden. Det tager tid at forstå en anden person, men som et resultat af de personlige bånd, åbner eleverne op, og lytter og lærer. De begynder at stole på den læring, der sker i klasseværelset sammen med de voksne, de kan stole på.
Min tid på skolen vil for evigt være en uforglemmelig oplevelse. Arbejdet har udfordret mine idealistiske synspunkter på både uddannelse generelt og min uddannelse i almindelighed.
At anerkende virkeligheden, som den er
Under hele processen med at lære hinanden at kende, lærte jeg to meget vigtige færdigheder:
For der første, at se og høre, hvad eleverne har brug for. Ofte har jeg fået testet mine grænser, men efter at have lært eleverne nærmere at kende, begyndte jeg at se, hvorfor hver enkelt elev gjorde en eller anden ting. Deres handlinger kom ikke fra onde hensigter, men snarere fra et reelt og vigtigt behov for at blive hørt, bemærket eller værdsat. Det har lært mig at åbne øjnene, at lytte og at anerkende virkeligheden som den er.
At mødes – i øjenhøjde
Denne nye færdighed hjalp mig med at skabe en anden vigtig kvalitet – nemlig at vide, hvordan man møder eleverne på halvvejen. Behovet for at blive hørt, betyder ikke, at eleverne altid skal blive i deres komfortzone. Det betyder at diskutere og komme frem til løsninger sammen med dem, hvor deres behov respekteres inden for grænserne for læring og ordentlig opførsel.
Intet af ovenstående, ville dog have været muligt, uden kollegerne omkring mig. Støtten og troen på at jeg nok skulle få det lært, har hjulpet mig med at vokse, og at få mest muligt ud af oplevelsen af at arbejde på en sådan skole. Jeg er meget glad for at have haft en oplevelse som denne, på den lange og snoede vej til at blive lærer.