Tvindmøllen fejrer 45 års fødselsdag.

Tvindkraft

 

Et kæmpe stort tillykke til Tvind møllen, som fylder 45 år, den 29. maj 2020.
Tvind møllens beskyttere, må ubetinget være Allan og Britta. Allan har været møllepasser siden 1982 og Britta har officielt arbejdet sammen med ham siden 1999. Allan tager sig af styretøj og drift, og Britta tager sig af formidlingen af og omkring møllen, samt spørgsmål om vedvarende energi. Derudover tager hun sig af at skaffe dele til møllen, samt finde løsninger på de mange udfordringer en ældre mølle giver.

Jeg sidder med Allan på en veranda, med udsigt til Tvind-møllen. Vi taler om fortid, nutid og fremtid – og om hvor meget der har forandret sig i verden, siden de i 1970érne brød den jyske muld, for at skabe verdens største vindmølle. Samme år som atomkraftværket i Barsebäck gik i drift.
Den 29. maj 2005 fejrede Tvind møllen sin 30-års fødselsdag. Få dage efter lukkede atomkraftværket i Barsebäck. Tvind møllen kører støt og roligt videre, som den nu har gjort siden 1975!

Mange besøgende hvert år:

Hvert år kommer der mange besøgende til Tvind møllen. Vi får ofte besøg af blandt andet Siemens og Vestas, og både medarbejdere og værkførere er altid meget interesseret i Tvind møllen og dybt imponeret. Derudover har vi også en aftalte med uddannelsescenteret i Videbæk, som ofte besøger Tvind møllen med elever og andre interesserede.
Allan fortæller, at de professionelle besøgende er meget imponeret over konstruktionen, og at Tvind møllen holder endnu, og producerer strøm til hele området.

Videreudvikling af møllen:

Tvind møllen får nyt styresystem i år. Det betyder, at alt kan styres på en I´pad eller en I´phone i fremtiden. I dag bliver møllen styret i kontrolrummet ved siden af møllen. Hvis der er tvivl om der er noget i vejen, skal man helt op øverst i møllen og manuelt udarbejde problemet.
Hvor længe bliver i ved?
Spørgsmålet er uundgåeligt. Hvor længe kan parret blive ved? Allan kigger på mig med et fast blik, tager en slurk kaffe, kigger op mod møllen og fortæller, at de jo skal afløses på et tidspunkt, og at de skam søger afløsere, og har gjort det i flere år. Men at det kræver et særligt sind at stå til rådighed 24 timer i døgnet, at forstå historien bag, og at BRÆNDE for møllen og formidlingen af den.
Allan har en drøm, om at der kommer et par som ham og Britta og overtager driften, så han kan aflevere ”nøglen” til Tvind Møllen i gode og sikre hænder. Indtil det sker…Ja, så er Tvind Møllen fortsat omdrejningspunktet i Allan og Brittas liv -til glæde og gavn for rigtig mange mennesker hvert år.

Historiens vingesus

Det første spadestik til Tvind møllen blev gravet af 400 mennesker på Tvind den 29. maj 1975. Det var elever, deltagere og lærere fra skolerne, der var på Tvind i det år.
Lærerne havde besluttet at bygge verdens største vindmølle for at forsyne skolerne med billig, ren og vedvarende energi.
Tvindkrafts rolle blev dels teknisk, idet Tvindkraft blev pionérmøllen andre stræbte efter at leve op til, og som de fik tekniske løsninger fra. Det førte igen til at vindenergi i dag er den vedvarende energiform, der spiller den største rolle i udfasningen af fossile brændsler.

Men byggeriet af Tvindkraft kom ikke mindst til at spille en politisk rolle i ordets egentlige forstand, idet møllen blev et bevis på, hvad almindelige mennesker kan udrette, når vi står sammen. Det var en kolossal bedrift mølleholdet udførte, da de på 2 år og 10 måneder således skabte industriel fornyelse, der bragte Danmark i førertrøjen i verden indenfor vindenergi. Det lod sig gøre gennem entusiasme, gåpåmod, omhu i forhold til hver eneste detalje og fasttømret sammenhold.
Når man taler med de mennesker, som var med til at bygge møllen, fortæller de alle om de samme visioner og drømme. De gjorde det, de mente var det rigtige, da de byggede møllen som en reaktion på hele halvfjerdsernes debat om atomkraft i forbindelse med oliekrisen. Og de valgte ikke at tage patent på de løsninger, de udviklede. De valgte i stedet at gøre alle løsninger gratis.

Det var der mange, der kunne lære noget af! Tænk hvordan verden kunne se ud, hvis alle udelukkende havde målet for øje og ikke egen vinding.

Hvordan ser verden ud med ”vindmølle-briller” på:

Helt overordnet går det godt! Vindkraft har i år 2019 haft det næstbedste år nogensinde.
Verdens strøm bliver grønnere og grønnere, og næsten tre fjerdedele af den nye strømproduktion i 2019 var fra vedvarende energikilder. Især Asien rykker på dette område, men resten af verden er også godt med.

Vi glædes over, at i 2019 kom 72% af den vedvarende energi fra bæredygtige kilder.
Hvis vi ser indad, har Tvind møllen bidraget til vedvarende energi her på stedet, samt interessen i at vi bliver 100% uafhængig af andre energikilder.

Ingen resultater fundet

Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.